Ada_Zangemann-da.txt

# SPDX-FileCopyrightText: 2021 Matthias Kirschner
#
# SPDX-License-Identifier: CC-BY-SA-4.0

Alle karakterer i denne udgivelse er fiktive, og enhver lighed med 
virkelige personer, levende såvel som døde, er helt tilfældig.

Matthias Kirschner  Sandra Brandstätter


ADA & ZANGEMANN

En Fortælling om Software, Skateboards og Hindbæris


Oversat til dansk af Øjvind Fritjof Arnfred


Denne bog er oversat fra den tyske original, "Ada und Zangemann" med skæven til den italienske oversættelse, og stilles til rådighed
under Create Commons CC-BY-SA, som er en licens for fri kultur.
Se https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/deed.da

*Du må* frit dele, kopiere og videredistribuere materialet i ethvert medie
eller format. *Du må* remixe, omarbejde og bygge videre på materialet
til alle formål, også kommercielle. 

*Du skal* give passende kreditering, angive et link til licensen og
oplyse, om der er foretaget ændringer. Du må gøre det på enhver
fornuftig måde, men ikke på en måde, der antyder at licensgiveren
godkender dig eller din anvendelse. Hvis du remixer, omarbejder eller
bygger videre på materialet, *skal du* distribuere dine bidrag under den
samme licens som originalen. 

For tilpassede versioner (afledte værker) beder licensgiveren dig ikke
at ændre i forfatterens personlige taksigelser eller i forfatterens og
illustratorens biografier; alternativt skal du helt udelade disse dele
fra din tilpassede version.

Det var muligt at udgive bogen under denne frie licens takket være den
eksemplariske støtte fra dpunkt.verlag / O'Reilly for den tyske udgave
og No Starch Press for den engelske. Creative Commons-licenser er
desværre stadig en sjælden undtagelse for kommercielle bogudgivelser, og
mange forlæggere betragter dem som revolutionerende og risikable.

*En stor tak* til *dpunkt.verlag* og *No Starch Press* for at forstå
værdien af softwarefrihed og for at tage sig tid til at forstå fordelene
ved frie kulturlicenser og for at støtte os i at udgive bogen under
betingelser, der respekterer FSFEs værdier.

*Fri software - frihed, ikke pris*

Fri software handler om de friheder, som du modtager sammen med
softwaren, ikke om at det er gratis. Når vi udgiver en bog under en fri
licens betyder det heller ikke, at du har ret til at få et gratis
eksemplar af bogen eller e-bogen. Det betyder, at du får de rettigheder,
som er angivet herover, så den - som al kultur bør - kan blive til gavn
for flest muligt.

Vi opfordrer dig til at støtte forfattere, forlag og andre, der arbejder
med at skabe kultur under frie licenser - *herunder ved at støtte dem
økonomisk gennem køb og donationer*. Samfundet bør støtte dem, der
respekterer andres frihed.


** 3 **

Matthias Kirschner
  Sandra Brandstätter

ADA & ZANGEMANN

En Fortælling om Software, Skateboards og Hindbæris

## 4 ##

Der var en gang en lille pige som hed Ada. Hendes familie var så fattig, 
at hele deres opsparing kunne være i en kagedåse. De havde ikke penge 
nok til et ordentligt hus. I stedet boede Ada sammen med sin mor og 
lillebror Alan i en hytte tæt på en losseplads i udkanten af byen.

** 5 **

Langt væk, i den anden ende af byen, boede der en berømt opfinder ved 
navn Zangemann. Han var helt enormt rig. Der fandtes ikke et stykke 
papir i hele verden der var stort nok til at man kunne skrive på det 
hvor mange penge han havde. Ikke engang hvis man skrev tallet med småt! 
Zangemann boede i et kæmpestort hus med en svømmepøl og en 
vandrutchebane, massevis af trapper og tårne, hundredevis af vinduer og 
så mange værelser, at han selv tit for vild i dem.
Hans palæ stod på en høj bakke. Derfra kunne han se ud over hele byen.

## 6 ##

Zangemann havde været fascineret af computere, siden han var barn. Da 
han var ung, var computere store maskiner med masser af kabler og 
støjende blæsere. I skolen drømte lille Zangemann ofte om alle de ting, 
han ville gøre med computere, hvis de bare var en lille smule mindre. Så
små, at de kunne bygges ind i andre sjove ting. Han vidste lige, hvad 
han ville gøre med dem. Først ville han bygge en computer ind i sit 
skateboard, så det kunne sige seje lyde, når han kørte på det - måske 
lyde som en brandbil eller en raket. Så ville han bruge en computer til 
at opfinde maskiner, der kunne lave is! Computeren skulle blande de 
bedste smage og endda sælge isen. Maskinerne skulle stå på hvert 
gadehjørne, og han ville kunne få sin yndlingsis, lige når han ville, og 
lige så meget af den som han ville. Bagefter ville han bygge en 
rengøringsrobot og en robot, der kunne sortere byggeklodser, så der 
altid ville være ryddet op på hans værelse. Hver eneste dag fik 
Zangemann den slags nye gode ideer. Det var det eneste, han kunne tænke 
på.

Årene gik, Zangemann blev større, og computerne blev mindre. Faktisk 
blev de så små, at da han var færdig med at gå i skole, kunne de være i 
hans lomme. De allermindste kunne endda være på spidsen af hans finger.

** 7 **

## 8 ##

“Endelig kan jeg gøre alle mine ideer til virkelighed!”, udbrød 
Zangemann og gik straks i gang med arbejdet. Han fandt måder at putte de 
små computere ind i alle slags ting for at gøre dem endnu sjovere og 
mere brugbare. Og så solgte han dem.

Børn og voksne elskede hans opfindelser. Alle børnene ville have et af 
hans skateboards med de seneste lyde indbygget, så de kunne vise dem til 
deres venner i skolen. De var også vilde med hans smarte højtalere, der 
kunne spille lige den sang, man ønskede sig. Og selvfølgelig var alle 
helt vilde med den is, der blev serveret hver eftermiddag fra den 
automatiske ekstralækre Originale Zangemann Ismaskine. Det var som magi, 
men i virkeligheden var det hele meget simpelt: det var de små 
computere, som Zangemann byggede ind i sine maskiner, der gjorde det 
hele muligt.

** 9 **

Opfindelserne var også meget populære på Adas skole. Mange af hendes 
venner kørte rundt på de seje skateboards. Ada var tit ked af det, fordi 
hendes mor ikke havde råd til nogen af de fantastiske ting: Hverken 
skateboard, højtalere eller is.

Heldigvis boede Ada lige ved siden af lossepladsen. Der var masser af 
ødelagte apparater og rustne reservedele, som hun byggede seje ting med: 
en sæbekassebil, som hun og lillebror Alan kørte ned af bakken i; og en 
vindmølle og nogle uhyggelige skraldemonstre, som de sammen kunne slås mod.  Hun fandt også mange ting, der stadig fungerede: En gammel 
mobiltelefon, for eksempel. Skærmen var smadret, men det kunne hun 
ordne. Der var godt nok ikke noget internet på lossepladsen, men det 
kunne hun få adgang til andre steder.

Ada havde det så sjovt med at makke på lossepladsen og fikse ødelagte 
ting, at hun glemte alt om skateboardsene og isen.

## 10 ##

Alle købte hans opfindelser, så Zangemann blev hurtigt den rigeste 
person i hele verden. Med alle sine penge købte han en computer af guld 
med et tastatur af diamanter, som han stillede op midt i det største rum 
i sit hus. Derfra kunne han via internettet kontrollere alle de små 
computere, der var bygget ind i hans opfindelser.

Det eneste, han skulle gøre, var at trykke på den rigtige knap på den 
gyldne computer, og så ville alle ismaskinerne i byen kun lave 
vaniljeis. Hvis Zangemann ville have, at folk skulle spise chokoladeis i 
stedet, trykkede han bare på chokoladeisknappen. Hvis han gav ordre om 
kun at lave citronis, lavede maskinerne kun citronis. Zangemann elskede 
sine opfindelser og var altid begejstret over at se, hvor godt hans 
maskiner virkede. En gang imellem var folk skuffede, hvis deres 
favoritsmag ikke var tilgængelig, men hvad kunne de gøre? Man kunne 
trods alt få is på hvert gadehjørne.

** 11 **

Zangemann havde det sjovt med at trykke på de skinnende knapper og se 
folk spise is. Hver dag brugte han mange timer på det foran sin gyldne 
computer. Igen og igen kiggede han ned på byen igennem et langt teleskop 
og så, hvor trofast hans opfindelser udførte de ordrer, han gav dem.

## 12 ##

Når han ikke sad ved sin gyldne computer, byggede Zangemann sine små 
computere ind i nye ting, og så solgte han dem. Han byggede 
vaskemaskiner, der sendte en besked til din mobiltelefon, når din vask 
var færdig, støvsugere der spillede musik i stedet for at brumme 
højlydt, elpærer der tændte og slukkede, når man knipsede med fingrene 
og biler, der kunne fortælle dig, hvor det nærmeste supermarked lå.

Snart var der en Zangemann-computer i næsten hvert eneste elektroniske 
apparat i hele verden. Det var ikke alle hans opfindelser der virkede 
helt nødvendige til at begynde med, men folk købte alt, hvad han lavede. 
Det var bare sådan det var. Alle ville have de apparater, som Zangemann, 
den største opfinder i verden, lavede.

** 13 **

En dag tænkte Zangemann: “I dag vil jeg se mine opfindelser tæt på.” Han 
lagde sit store teleskop væk og gik fuld af forventning ned af de mange 
trapper, der var fra hans hus og ned til gaden, for at komme ud i byen 
og nyde sine seje apparater.

## 14 ##

“Måske kan en lille tur endda give mig et par nye ideer. Hvis jeg skal 
være helt ærlig, var mine sidste opfindelser ikke helt så brugbare som 
de første...”, tænkte Zangemann. “Men mine ismaskiner er og bliver 
uforlignelige,” tænkte han lige bagefter med en vis stolthed, da han gik 
forbi en gruppe mennesker, der alle sammen stod og spiste kokosis, som 
var dagens smag.

Han var helt opslugt af sine egne tanker, da pludselig - BUMP! -  noget 
kørte ind i hans skinneben for fuld kraft.

** 15 **

Zangemann gav et vræl fra sig og så sig om. Et skræmt barn stod foran 
ham med et originalt Zangemann-skateboard under armen. “Undskyld, det 
var ikke med vilje,” fremstammede barnet, men Zangemann hørte ikke 
efter.

Den vrede Zangemann humpede væk. Pludselig kunne han høre høj musik. Han 
havde aldrig hørt noget så skrækkeligt. Han så sig om og fandt ud af, at 
musikken kom fra en højtaler, som han selv havde udviklet. Et barn på 
den anden side af gaden havde den i hånden. Barnet så ud til at nyde 
musikken, men den gav Zangemann en forfærdelig hovedpine, og hans humør 
blev dårligere. Det var ikke sådan her, han havde forestillet sig sin 
gåtur!

## 16 ##

Zangemann var vildt irriteret på de to børn. Hvordan kunne de bruge hans 
opfindelser så forkert? Den nat kunne han ikke sove, så han satte sig 
ved sin gyldne computer. Derfra sendte han en kommando ud til alle de 
små computere i skateboardsene om, at de ikke længere måtte køre på 
fortovene. Han fik også de små computere i højtalerne til at skrue ned 
til lav volumen, bortset fra når det var hans yndlingsmusik, som han 
straks satte på for at komme i bedre humør.

** 17 **

## 18 ##

Næste dag var der stor opstandelse på Adas skole. På vej til skole var 
børnenes skateboards holdt op med at virke. Hjulene stod simpelthen 
stille. Og så var der højtalerne: børnene kunne ikke længere skrue op 
for dem. Hvad foregik der?

** 19 **

Selv om hun ikke ejede nogen af tingene selv, undrede Ada sig over, 
hvordan det kunne være, at skateboardsene og højtalerne pludselig holdt 
op med at virke. Men hun havde ikke tid til at spekulere for meget over 
det, for hun var i gang med at makke igen. Hun byggede en cykel som en 
gave til sin mor, så hun ikke skulle bruge penge på at tage bussen til 
arbejdet. Og til sin bror byggede hun en højtaler, så han kunne lytte 
til rare godnathistorier om aftenen, når han skulle sove og deres mor 
stadig var på arbejde.

Efter et par dage var opstandelsen på Adas skole glemt igen. 
Skateboardsene kunne stadig ikke køre på fortovet, men bortset fra det 
virkede de stadig. Så nu kørte børnene rundt i cirkler på legepladsen og 
lyttede til stille musik. Det eneste, der blev afspillet ved en uændret 
styrke, var en sær pompøs marchmusik, som børnene undrede sig noget 
over.

## 20 ##

Adas yndlingsdag var onsdag. Hver onsdag kom hendes mor og Alan og 
hentede hende fra skolen, og så gik de alle tre på biblioteket sammen. 
Ada gik altid direkte over i teknikafdelingen. Der stod der bøger med 
arbejdstegninger, instruktioner og eksperimenter og forklaringer på, 
hvordan forskellige apparater virkede. På biblioteket kunne Ada også 
komme online med sin mobiltelefon. Hun fandt snart ud af, at der også 
var meget at gå på opdagelse i på internettet. Der var masser af 
mennesker, der delte deres ideer og reparationsfif med andre.

Det var sådan en onsdag eftermiddag, at Ada lærte to nye ord: “hardware” 
og “software”. “Hardware” var et ord for noget Ada allerede kendte godt. 
Det var de elektroniske apparater, som hun kunne holde i sine hænder og 
prøve at reparere eller bygge nye ting med. Ordet “software” var til 
gengæld helt nyt for hende. Hun fandt snart ud af, at det betød “de 
instruktioner, som kører på en computer og lader den styre andre 
computere eller apparater”. Nogle bøger kaldte softwareinstruktionerne 
for “programmer” eller “kode”. Med sådan et computerprogram kunne man 
for eksempel fortælle en højtaler, hvilken sang den skulle spille og 
hvor højt den skulle gøre det.

Det bedste ved Adas nye opdagelse var, at hun fandt ud af, at hun kunne 
makke med software, præcis ligesom hun kunne makke med hardware. 
Hardware er bygget med værktøj som hamre, bor og skruer. Software blev 
bygget ved, at man skrev kommandoerne til hardwaren ned en efter en. Der 
fandtes et særligt sprog til det - programmeringssproget. Med software 
kunne Ada gøre sine opfindelser endnu mere brugbare. Hun ville virkelig 
gerne lære det programmeringssprog!

** 21 **

## 22 ##

De næste uger brugte Ada sine eftermiddage på biblioteket. Hun fandt 
bøger og hjemmesider, der forklarede, hvordan programmeringssprog og 
kode virkede. Ada havde det lidt, som om hun var ved at lære et 
hemmeligt sprog eller studerede grammatik i skolen. Hun slugte det hele. 
Hendes første program skulle gøre en simpel ting: “Få denne lampe til at 
blinke!”

Hun havde selvfølgelig lyst til at prøve sit program af med det samme 
for at se, om det virkelig virkede. På lossepladsen forbandt hun sin 
mobiltelefon til en lille LED-pære. Så skrev hun den programkode, som 
hun havde noteret ned, ind på mobiltelefonen.

Først skete der ikke noget. Ada undrede sig over, hvor fejlen kunne 
være. Hun lavede et par små forandringer og... “Jaaaaa!”. Den lille 
pære begyndte at blinke. Tændt, slukket, tændt, slukket. Ada så 
begejstret på LED-pæren. Hun havde skrevet sit første program!

Ada var helt oppe at køre. Hun forestillede sig alle de fantastiske 
ting, hun kunne gøre. Hvis hun bare skrev den rette kode, kunne hun få 
sine opfindelser til at gøre lige, hvad hun ønskede. Det var ikke helt 
let, men efter et par uger skrev Ada et virkelig brugbart program: Et, 
der ville få Alans højtalere til at slukke automatisk en halv time 
efter, at han var faldet i søvn.

** 23 **

Ada havde også en idé til det næste program, hun ville skrive. Det var 
en større sag. Et rigtigt projekt. Hun ville nok være nødt til at bruge 
hele sommerferien på det...  Hun kunne næsten ikke vente!

## 24 ##

** 25 **

Zangemann havde sovet elendigt hver nat siden den forfærdelige gåtur i 
byen. Hver aften, når han gik i seng, var han plaget af bekymringer. “Åh 
nej, mine fantastiske opfindelser. Det går ikke, at alle bare leger 
sådan med dem. Tænk på alt det der kunne gå galt! Jeg har gjort så meget 
ud af det hele, ned i den mindste detalje”, tænkte Zangemann, imens han 
lå og vendte og drejede sig hele natten.

En morgen, hvor han vågnede op med en ekstra dyb panderynke, tog han en 
beslutning. Han var nødt til at lave en ændring. Zangemann satte sig ned 
ved sin computer og skrev det ene program efter det andet. I disse 
programmer bestemte han helt præcist, hvad hans opfindelser måtte gøre 
og hvad de ikke under nogen omstændigheder måtte gøre. Kaoset måtte 
stoppe!

Da han var færdig, sendte han alle de nye programmer fra sin gyldne 
computer til folks apparater. Han beordrede sine højtalere til kun at 
spille hans yndlingsmusik, når han var i nærheden. Han programmerede 
ismaskinerne til at holde op med at sælge is om eftermiddagen, for han 
havde ikke lyst til at få grimme ispletter på sit dyre tøj, når han var 
ude at gå tur. Hele dagen lang sad han ved sin computer og skrev og 
skrev og skrev...

## 26 ##

Sommerferien var allerede halvvejs ovre. Ada stod foran sit store 
projekt og kløede sig i hovedet. Hun havde bygget et skateboard af gamle 
dele og koblet en motor til det for at få hjulene til at køre rundt. Med 
et motoriseret skateboard kunne Ada suse afsted til biblioteket eller 
lossepladsen endnu hurtigere efter skole. Mega praktisk! Men det virkede 
ikke. Når hun stod på det og trykkede på Kør!-knappen, flyttede hjulene 
sig ganske vist, men alt for hurtigt. Ada faldt af skateboardet hver 
gang hun startede det. Ligemeget hvad hun prøvede, så kunne hun bare 
ikke få det til at virke.

Efter at være faldet på rumpen for 117. gang vendte hun tilbage til 
biblioteket. Dér fandt hun altid svar på sine spørgsmål.
Og sandt nok: 
På internettet faldt hun over et program, som nogen havde skrevet til et 
elektrisk løbehjul, der også var nødt til at starte langsomt. Ada 
downloadede det til sin telefon.

Tilbage på lossepladsen skrev hun et par linjer kode ind i sit 
skateboardprogram.
Hun justerede et par ting og makkede videre.

Flere fejlslagne forsøg senere, på sommerferiens sidste dag, var tiden 
endelig kommet. Ada stod på skateboardet og trykkede på Kør!-knappen. 
Skateboardet begyndte at bevæge sig. Først langsomt, så hurtigere. Det 
virkede! Hun forsøgte at bremse. Det virkede! Ada udbrød et glædesråb og 
tog en tur i parken.

** 27 **

## 28 ##

Da Ada kom i skole den første dag efter sommerferien på sit skateboard, 
blev de andre børn imponerede. I frikvarteret blev hun omringet af 
nysgerrige klassekammerater.

“Hvordan kan du køre dit skateboard på fortovet, når vi ikke kan?”, 
spurgte de.

** 29 **

Ada tænkte sig om et øjeblik og sagde så: “Jeg tror ikke, det er jeres 
skateboards, men mere softwaren i dem, der gør det. Det er sandsynligvis 
programmeret ind i softwaren, at skateboardsene ikke må køre på fortovet. 
Men det kan der laves om på!”

Den aften undersøgte Ada sin teori på sin klassekammerat Tonis 
skateboard. Hun arbejdede i hemmelighed det meste af natten, og næste 
dag kunne Toni igen køre skateboard på fortovet. Desværre kunne hans 
skateboard ikke længere lave de lyde, som hans forældre havde købt af 
Zangemann. I stedet gav det hvert 10. minut en mærkelig udtrukken lyd, 
der lød som et langt bøvs. Ada vidste, at den slags småfejl altid kunne 
dukke op i et program, men Tonis bøvsende skateboard var altså temmelig 
morsomt.

## 30 ##

Flere og flere børn begyndte at besøge Ada på lossepladsen efter 
skoletid, og hun hjalp dem med at ændre programmerne i deres 
skateboards. Nogle af hendes klassekammerater var meget begejstrede over 
den nye opdagelse - det var helt vildt, hvad man kunne lave med 
softwarekode! De ville lære alt, hvad Ada vidste om programmeringssprog. 
Snart kørte alle igen på deres skateboards, lige hvor de ville.

Men det var ikke det hele. Med softwaren kunne de give deres skateboards 
nye, seje egenskaber. Marie satte farvede LED-lys på sit board, så de 
lyste i forskellige farver, alt efter hvor hurtigt hun kørte. Konrad 
byggede gamle propeller på sit skateboard for at gøre det endnu 
hurtigere.

** 31 **

Ada, Toni, Marie og Konrad brugte mange eftermiddage på lossepladsen. De 
lavede endda et rigtigt værksted, hvor de kunne finjustere deres 
programmer i timevis, mens de lyttede til musik fra de højtalere, Ada 
havde bygget til Alan.

“Din brors højtalere spiller meget højere end vores,” bemærkede Toni, 
der var ved at montere et speedometer på sin hjelm.
“Jeg er sikker på, at det også er på grund af softwaren,” sagde Marie.

Sammen lavede vennerne om på højtalernes software. Så skruede de 
musikken op, så meget de kunne og dansede vildt sammen.

## 32 ##

** 33 **

## 34 ##

** 35 **

Hver dag lagde Ada og hendes venner planer for, hvad de skulle lave 
sammen om eftermiddagen. De byggede en gammel ismaskine om, så den kunne 
lave is i alle tænkelige farver og former. De spiste firkantede is, 
hjerteformede is og endda pyramideformede is, og jordbær-, hindbær- og 
regnbueis. Alt sammen med drys og karamelsovs på. Meget bedre end det, 
man kunne få fra Zangemanns maskiner.

Nogle gange kunne de endda hjælpe de voksne. Toni omprogrammerede sin 
fars strygejern, så det kunne stryge slips igen - det havde Zangemann 
ellers forbudt maskinerne at gøre, fordi han hadede slips som pesten. 
Til buschaufføren byggede de et automatisk vandingssystem af gamle 
haveslanger og en computer, så hendes planter ikke skulle dø af tørst i 
sommervarmen. Og de hjalp skolens pedel med at bygge hans støvsuger om, 
så den kunne genkende legetøj og ikke suge det op.

Nogle ting byggede de bare for sjov, som den pruttemaskine, de satte på 
matematiklærerens stol. Hver gang frøken Gernet satte sig, spillede 
maskinen en lille pruttelyd. Frøken Gernet irettesatte dem, men Ada var 
sikker på, at hun også inderst inde syntes, det var lidt sjovt.

## 36 ##

En dag opdagede Zangemann, at nogle af hans computere ikke længere adlød 
hans programmerede kommandoer. Chokeret og skummende af vrede ringede 
han til præsidenten. Med en skælvende stemme råbte han ned i telefonen: 
“Nogen laver om på programmerne i mine apparater! Det må ikke ske! Det 
er trods alt mine opfindelser. Det er alt for farligt, hvis hvem som 
helst kan gøre hvad de vil med computerne. Du må lave en lov mod det!”

Præsidenten havde ikke lyst til at blive uvenner med Zangemann. Det var 
trods alt ham, der havde programmeret alle regeringens computere. Uden 
dem kunne regeringen ikke styre landet. Så de vedtog den lov som 
Zangemann bad om:

“Alle computere, der ikke lytter til Zangemann, er ulovlige. Enhver, der 
omprogrammerer et Zangemann-apparat, vil få en bøde på 500.000 
guldstykker!”

** 37 **

## 38 ##

Da Ada og hendes venner hørte om det, blev de rasende. “Det er ikke 
retfærdigt!”, sagde de. “Vi har selv ændret vores skateboards. De er 
meget bedre nu. Vi vil ikke lade nogen tage det fra os!”

De samlede sig foran en af deres ombyggede ismaskiner og diskuterede 
situationen. Det var klart, at der måtte gøres noget med den nye lov, så 
de lavede en plan...

** 39 **

Næste dag tog de ikke i skole. I stedet kørte de på deres skateboards 
ind og satte sig foran parlamentsbygningen med store protestskilte. 
Aftenen før havde de sat LED-lys på nogen af deres skilte, som nu 
blinkede klart.
De havde også koblet deres højtalere sammen, så alle på 
gaden kunne høre, hvad de sagde. Nogle forbipasserende stoppede og 
spurgte børnene, hvad de demonstrerede for.

“For software-frihed!”, svarede børnene i kor og fortalte de voksne hele 
historien. De voksne nikkede imponerede, og præsidenten kunne ikke lade 
være med at kigge nysgerrigt på deres skilte, da han ankom til 
bygningen.

Den næste dag satte Ada og hendes venner sig igen ned foran 
parlamentsbygningen. Denne gang med støtte. Der kom nogle 
klassekammerater, der havde fået omprogrammeret deres skateboards. Tonis 
far og andre forældre ville også støtte protesten. De syntes, at 
børnenes apparater var meget smarte.

## 40 ##

For hver dag der gik, sluttede flere og flere børn og voksne sig til 
protesten. Busschaufføren, som de havde hjulpet, kom kørende i sin bus. 
Hun dyttede højt for at få flere til at komme og være med i protesten. 
Pedellen tog et par venner med, og Tonis far tog alle sine kolleger med 
fra arbejdet - hver med sit eget perfekt strøgne slips på. Selv frøken 
Gernet kom. Forsamlingen voksede, og efter et par uger var der ikke bare 
protester i Adas by, men også i mange andre byer rundt om i hele 
landet.

	## Lav dine lektier hr. Præsident, så laver vi vores!

** 41 **

	## De er unge + har brug for koden

	## Uden kode er alt ude!

## 42 ##

Ada protesterede foran parlamentsbygningen hver uge. Selv når det 
regnede. Det var på netop sådan en regnvejrsdag, at præsidenten kom 
forbi gruppen af dryppende våde børn. Han kunne ikke andet end beundre 
deres stædighed.
Han spurgte Ada: “Hvorfor sidder I her hver dag? Hvad 
er det, I vil opnå?” Ada svarede: “Vi vil selv bestemme, hvad vi må og 
ikke må med vores computere.” Hendes venner råbte i kor: “Uden kode er 
alt ude!, Uden kode er alt ude!” og “Vi vil kende koden! Vi vil kende 
koden!”

Præsidenten så på børnenes målbevidste ansigter. Ærlig talt havde han 
også selv mest lyst til at bestemme, hvad regeringen måtte og ikke måtte 
gøre med sine computere. Men han vidste ikke noget som helst om 
computere, så han havde altid ladet Zangemann bestemme. Fordybet i sine 
tanker gik præsidenten ind i parlamentsbygnigen.

Den næste dag inviterede præsidenten Ada og hendes venner over. “Vi vil 
også gerne bestemme over vores software selv. Og hvis det skal blive 
muligt, skal regeringen være uafhængig af Zangemann. Kan I fortælle mig, 
hvad I ved om computerprogrammer?”, sagde han. Børnene forklarede 
begejstret, hvordan software virker, og hvad man kan gøre med det. 
Præsidenten var forbløffet.

** 43 **

Med denne nye viden ville regeringen være i stand til at designe sin 
egen software, fuldstændig som de ville have den - helt uden Zangemann. 
Præsidenten ringede til sine rådgivere med det samme. De satte sig i en 
stor gruppe og snakkede med børnene om alt det, de kunne ændre og 
forbedre i softwaren.

Den aften tog børnene stolte og tilfredse hjem. Nu skete der endelig 
noget. Deres lange protest havde båret frugt.

## 44 ##

Næste dag ringede præsidentens telefon meget tidligt om morgenen. Det 
var Zangemann. Han var mere vred end nogensinde før. “Uden mig vil 
regeringens computere ikke længere virke,” sagde han. Men præsidenten 
svarede bare kort og formelt og lagde hurtigt på. Telefonen ringede 
mange flere gange den dag, men Zangemanns opkald blev ikke besvaret. 
Præsidenten sad til møde med Ada, Toni, Marie, Konrad og 
regeringseksperterne.

I de kommende dage talte de sammen fra morgen til aften og designede 
deres første programmer til regeringens computere. De blev ikke længere 
forstyrret af Zangemanns opkald. Toni havde fået den gode idé at 
omprogrammere telefonerne. Når Zangemann ringede hørte han bare en 
automatisk telefonsvarer, der sagde: “Regeringen vil kun benytte sig af 
software som den frit kan bruge, undersøge, dele og forbedre. Tak for 
dit opkald.”

Så endelig, efter mange ugers protester og diskussioner, kom dagen, hvor 
de afskaffede den gamle Zangemann-lov! I stedet annoncerede regeringen:

** 45 **

“Enhver har lov til at programmere sine egne computere, så længe man 
ellers overholder loven.”

Der kom endda et nyt fag i skolen: Computer-hardware og -software.

## 46 ##

Den aften holdt de en stor fest, hvor de fejrede det hele. Ada, Alan, 
Toni, Marie, Konrad og alle de andre børn fra skolen og deres forældre; 
præsidenten, frøken Gernet, busschaufføren, pedellen - alle var med. De 
pyntede op i gaderne, hørte høj musik og spiste is. Lige så meget som de 
ville, og med enhver tænkelig form og farve.

** 47 **

Mens de andre fortsatte festen, smuttede Ada og hendes venner over i 
deres værksted. De havde allerede masser af ideer til nye opfindelser, og 
de ville i gang med det samme.

## 48 ##

Og Zangemann? Ham har ingen hørt fra siden. Måske sidder han stadig 
foran sin store guldcomputer. Måske tør han ikke længere gå udenfor og 
har sat brædder for alle vinduerne på sit palæ, så han ikke skal bekymre 
sig om, hvad folk finder på med hans opfindelser. Men det kan også være, 
at han nogle gange kikker ud på verden gennem sit teleskop og ser alle 
de seje ting, som børnene opfinder hver eneste dag. Det kan være, at han 
så en dag vil komme i tanker om, hvor sjovt det var for ham selv at 
makke og eksperimentere. Og måske - bare måske - spiser han en 
pyramideformet is med regnbuedrys på.

** 49 **

## 50 ##

Taksigelser

Mange tak til Reinhard Wiesemann fra Linuxhotel for den økonomiske 
støtte og motivationen til ikke længere kun at planlægge, men faktisk 
skabe. Tak til Sandra Brandstätter, som har bragt mig ny glæde med hvert 
nyt udkast til illustrationer. Tak til min redaktør Wiebke Helmchen, som 
gjorde udviklingen og udformningen af historien sjov, og til No Starch 
Press for at gå med til at udgive bogen med en fri kulturlicens.

Tak til Bea og Benni, Brian, Christine og Marc, Cory, Bernhard, Isabel 
og Amelia, Katta, Kristina, Martin, Mona og Arne, Nina, Oliver, 
Reinhard, Sabine, og Torsten for gode ideer, inspiration og praktiske 
tips, og til de mange støtter af bevægelsen for fri software, som jeg 
har lært så meget af og hvis engagement har motiveret mig.

Tak til min familie, som fik mig til at skrive både tidligt om morgenen, 
sent om aftenen og på fridage, og som altid støtter mit arbejde for 
softwarefrihed. En særlig tak til mine børn, som har inspireret mig med 
nye ideer ved hver gennemlæsning. Uden dem ville denne bog ikke 
eksistere.

** 51 **

## 52 ##

Forfatter
Matthias Kirschner

Som barn var Matthias fascineret af computere og software. Han var 
tidligt på nettet og lærte meget ad den vej.
Børn har en ret til at tage fremtiden i deres egne hænder. Derfor er 
Matthias dedikeret til, at alle mennesker kan bruge software, som de 
selv ønsker. Han drømmer også om at bygge et elektrisk skateboard med 
fri software.

** 53 **

Illustrator
Sandra Brandstätter

Sandra har altid holdt af at skabe ting med saks, tang, lim, tråd, stof 
og papir. I dag arbejder hun som illustrator, tegneserieforfatter og 
karakterdesigner på animationsfilm som den tyske TV-serie “Trudes 
Tier”.
Ved en ismaskine ville Sandra vælge en cremet regnbueis med citronsmag 
og masser af drys.

## 54 ##

Hjemmeside for bogen

Free Software Foundation Europe e.V. er en nonprofit forening, der giver 
folk mulighed for at kontrollere teknologien. Software påvirker alle 
aspekter af vores daglige liv, og derfor er det vigtigt, at denne 
teknologi giver os frihed i stedet for at begrænse os. Fri software 
(også kaldet “open source”) giver alle retten til at bruge, undersøge, 
dele og forbedre programmer. Derfor støtter Fri Software grundlæggende 
rettigheder som ytringsfrihed, pressefrihed og retten til privatliv.

På bogens hjemmeside kan du finde mere inspiration og flere ressourcer: 
https://ada.fsfe.org.

** 55 **

Licens

Bogen Ada & Zangemann: En fortælling om Software, Skateboards og 
Hindbæris af Matthias Kirschner og Sandra Brandstätter, udgivet af No 
Starch Press, er udgivet under CC-licensen: “Creative Commons 
Attribution-ShareAlike 4.0 International (CC BY-SA 4.0).” 
https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/deed.da

## 56 ##

Find på lækre, sjove eller skøre is og tegn dem på isvaflerne på næste 
side.
Der findes mere du kan farvelægge og information om bogen på 
https://ada.fsfe.org.

** 57 **

## 58 ##

** 59 **

## 60 ##

“En begejstrende fortælling om selvstændighed, fællesskab og at trodse 
bøllerne.... softwarefrihed er menneskers frihed!”

— Cory Doctorow, Sci-Fi forfatter

“Introducerer både unge og ældre læsere til kraften og farerne i 
software, med et solidt etisk fundament af vidensdeling, som er det hele 
menneskehedens historie bygger på.”

– Vint Cerf, datalog og skaber af TCP-protokollen - en af Internettets 
fædre.